Det Jyske Vokalensemble - Pressen skrev

Nordjyske Stiftidende d. 1. august 2009

Ensemble Zimmermann og Det Jyske Vokalensemble stod bag opsætningen af Henry Purcells dramatiske værk "King Arthur" sidste år, og i år fandt opsætningen vej til det nordjyske publikum.

Handlingen udspiller sig i middelalderen, Kong Arthur og hans mænd er i hård kamp mod saksernes Oswald, så på sin side efterstræber Arthurs elskede, den blinde Emmeline. Græske guder, spøgelser, alfer, troldmænd og sågar havfruer blander sig i fortællingen, som naturligvis ender med briternes sejr over de vantro sakser, mens folket synger sin hyldest til Englands skytshelgen, Skt. George.

Hos Purcell bæres den talte dialog af skuespillere, her er den erstattet af en fortæller, forestillingens instruktør Morten Kold, der binder de forskellige musikalske tableauer sammen. Og skuespillernes sceniske ageren bliver erstattet af det oldgræske kor, hvorfra sangerne på skift træder solistisk frem. Dermed bliver dramaets skiftende faser først og fremmest illustreret gennem Morten Skovmands smukke billeder, som projiceres op på bagvæggen som baggrund for musikken.

Musikalsk set er Kong Arthur blevet en ganske vellykket forestilling. Det lille ensemble - strygekvintet, blokfløjter og baroktrompeter med Lars Colding Wolf i spidsen - formede og artikulerede de små barokke dansesatser med omhu og i en afbalanceret ensembleklang. De unge sangere er endnu ikke færdigudviklede, men havde hver især en fin sans for den barokke syngemåde og frasering, i særdeleshed i de mange mindre konstellationer, som de trådte frem i.

Forestillingens svaghed lå i dens redegørelse for dramaets forløb, som udelukkende var lagt i hænderne på Skovmands farvemættede baggrundsbilleder og fortællerens løbende handlingsreferat. I musikdramatik og dramatiske opsætninger i det hele taget, skal en aktør med sin mimik og ageren formidle rollens karakter, hvem er god/ond, lykkelig/fortvivlet, intrigant/naiv. Dramaet bør være forståeligt, også selvom man ikke kender handlingen på forhånd eller er i stand til at forstå det talte/sungne ord. Musikkens inciterende, danseagtige karakter kom her til at stå i voldsom kontrast til aktørernes ikke-ageren på scenen.

Som musikfremførelse fik vi en ganske vellykket fremførelse af Purcells smukke "semiopera", men vi blev snydt for dramaet.

Anmeldt af Tore Mortensen

JP-Århus d. 4. september 2008

Farverig barok
En smuk oplevelse med Purcells semiopera ”King Arthur”

Det Jyske Vokalensemble og Ensemble Zimmermann, som spiller på barokinstrumenter, har Lars Colding Wolf til fælles. Han er fast medlem af barokensemblet og dirigent for vokalensemblet, og han samlede dem i en prægtig opførelse af Purcells ”King Arthur or The British Worthy” fra 1691.

Det er en såkaldt semiopera, hvor John Drydens hyldest-skuespil til det kun 25-årige kongehus var det oprindeligt væsentligste. Succesen var så stor, at Dryden fik Purcell til at skrive musiknumre som tilføjelse til den talte dialog. Her blev dialogen erstattet af den underfundige fortæller Morten Kold, og scenebillederne blev erstattet af Morten Skovmands smukke abstrakte billeder projiceret op som baggrund. Det virkede godt.

Musikalsk var det dejligt levende. Barokensemblet spillede sig varmt med mange fine klangnuancer, og sangerne var tilsvarende sikre i stil og udtryk og boltrede sig frit og charmerende. Der er megen god musik i ”King Arthur”, mellem mange fine ensembler for eksempel Venus" arie ”Fairest isle, all isles excilling”. Det var en nydelse, som man roligt kan abonnere på andre steder.

Anmeldt af John Christiansen

Århus Stiftidende d. 14. december 2007

Kantate 110 og Magnificat af J.S. Bach
Suite og sange af H. Purcell

Ensemble Zimmermann og det Jyske Vokalensemble var under ledelse af dirigenten og cembalisten Peter Seymour sammen om et program med en usædvanlig komponistsammensætning: Bach og Purcell. Spændende, bl.a. fordi de to aldrig har hørt hinandens musik, men begge er fra samme periode i historien. Fremmede for hinanden, men med det slægtskab, en fælles tid giver. Der blev opført to kirkelige værker af Bach og uddrag af to verdslige operaer af Purcell.

Begyndelsen gav mig lidt bange anelser. Orkester og kor virkede sammenrodet og diffust i begyndelsen af Bachs ’Unser Mund sei voll Lachens’. Strygerne virkede underbemandede og slørede under tyngden af koret og det øvrige orkester. Koncertmester Per Buhre bevægede kroppen meget, men var i grunden lidt svag i sit musikalske udtryk, også når han havde solo. På den måde stod den indledende Bach-kantate lidt svagt. Sangsolisterne var her som i det sidste værk sangere fra koret. En svær opgave, som næsten alle løste overraskende godt. Det ændrede dog ikke meget ved mit samlede indtryk af første værk.

Fra og med Purcells Suite fra operaen ’King Arthur’ vendte det hele dog mærkbart og blev endda rigtig godt. Balancen var bedre, måske fordi blæserne flyttede sig, så de ikke længere stod bagved strygerne. En »Aire« fra suiten var usædvanlig smukt formet, Yvonne Seymour sang med autoritet, og der var nogle elegante afslutninger, bl.a. blev der eksperimenteret med ikke at bremse op før slutakkorden. Sjovt og anderledes! Chaconnen var festlig og blev afleveret med et glimt i øjet. Per Buhre spillede med den klarhed, jeg savnede i første værk. Orkestret havde samlet sig.

Bachs ’Magnificat’ stod ret stærkt. Orkestret spillede organisk og sammen, og koret viste sig her fra sin bedste side. Da jeg stadig ikke kan identificere de enkelte sangsolister, vil jeg nøjes med at fremhæve ’Vom Himmel hoch’, der fra Bachs hånd er et stykke virtuost kontrapunkt for kor alene, og som af koret blev fremført med en usædvanlig klarhed. Satsen har mange hurtige passager, som let bliver uklare, men de blev sunget med en lethed og klarhed, som jeg mener er perfekt til stilen. Fuld besætning fungerede stadig ikke helt godt i rummet, selv om balancen også i dette værk var bedre end i det første. Men alle de mere kammermusikalske satser var klare og fremført med autoritet og skønhed.

4 af 6 stjerner

Anmeldt af Thomas Agerfeldt Olesen